Kunsten i at lave et tangtag, der holder, er at lave vasker, der holder. Når tangen er god, tørret rigtigt og har den rette længde – og selve håndværket er lært, så vaskerne og halerne er stærke og faste – så er bunden til det langtidsholdbare tangtag lagt.
Vaskerne bindes på de nederste tre lægter, der fyldes ud med gumlinger, og løs tang stoppes i, hvor der mangler. Den færdige vaskervold er 180 centimeter tyk. Oven på den lægges resten af taget – som løs tang, der trampes fast ved at gå i det. Når det hele er faldet sammen efter nogle måneder, skæres der ud i tangtaget ved vinduer og døre.
I dag bruger tængemand Henning Johansen en pudsigt udseende, men velfungerende maskine, som halverer produktionstiden. Det er en elektrisk motor og en akkuskruemaskine, der tager slæbet.
En del af den fascinerende historie bag Læsøs tangtage er netop det unikke i, at kvinderne både arvede gårdene og arbejdede som bygningshåndværkere. At hente, tørre og køre tangen hjem var også kvindearbejde. Og så var det kvinderne, der vred vaskere – deraf ordene vaskerkoner og vaskerpiger.
Når vaskerne skulle laves, var det nødvendigt at være to, som fra hver side vred og rullede den dynge tang, de havde løsnet til formålet. Sådan blev man ved, indtil dyngen var forvandlet til en hård, fast sammenvredet bylt – vasken. Og det bliver hårdere og hårdere for hver omgang, der vrides – her kommer de gode armkræfter ind i billedet.
